By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der er dem, som husker de farverige Wings-plakater hænge rundt i byen i sommeren 1972. Der var noget storhed over de  plakater, som fortalte om koncerten i Fyens Forum, 12. august, med Wings – en britisk rockgruppe som Linda og Paul McCartney havde dannet året i forvejen – og som var på sin første Europa-tour.

Mange husker den lørdag aften, da Beatles-magien, nærmest i slipstrømmen af beatlemania, kom til Odense, bare tre år efter, at albummet Abbey Road, med sine lydmæssige kringlekroge, havde sat et endegyldigt punktum i den hektiske historie om det mest indflydelsesrige musikband verden havde set.

Kuriøst er det, at historiens vinge(!)sus kan mærkes eller i det mindste ses på Lørup’s Vinstue, hundrede meters penge fra matriklen, hvor Forums ikoniske scene stod – og den opmærksomme værtshusgæst har gennem røg og tåger forlængst opdaget den originale koncertplakat, som pryder endevæggen, ved siden af guldplader, bag prisme-lysekronen og over det smukke hvide piano. Dér hænger Wings-plakaten i glas og ramme – som et koncerthistorisk kunstværk.

Unge, tunge Led Zeppelin spillede i Forum i maj 1971 – koncerten var arrangeret af Knud Thorbjørnsen, som syv år før havde præsenteret  Beatles i KB-Hallen. Thorbjørnsen var født og opvokset i Odense – og var uddannet i herreekvipering i en butik i Kongensgade.

Entré: 35 kroner – det var helt vildt

Vel blev det en minderig aften for de fleste af de godt fire tusinde fynboer, der var samlet i Forums store kuppelsal. For en stor del af det fortrinsvist unge publikum var koncerten en ekstrem dyr fornøjelse, idet man måtte punge ud med vilde 35 kroner i entré – pro persona. Mange jeg har talt med, nævner entréprisen som noget særligt.

Som eks beatle var Paul McCartney et attraktivt navn, som scorede en ekstraordinær høj hyre. Og det kunne altså mærkes på billetprisen.

Bandet kom iøvrigt med et gear, som i omfang ikke tidligere var set så omfattende i Odense. Iøvrigt boede bandet og teknikerne på Grand Hotel natten efter koncerten  – og Linda og Paul selvfølgelig i suiten.

20-25 kroner var normalt – også for de store navne

35 kroner var uhørt dyrt på den tid, hvor 20-25 kroner for de store navne ellers var normalt. Det var jo magien og Beatles-soundet, der stod skrevet på plakaten – med usynligt blæk.

Paul McCartney blev betegnet som Beatles kønne ansigt og smukke stemme. Han spillede først og fremmest bas, men også guitar og trommer. Kompositorisk spiller han stadig energi-rocksange, men også iørefaldende ballader og symfoniske melodier. Desuden afslører han stadig forkærlighed for den barokt humoristiske “Maxwell’s Silver Hammer” fra Beatles-albummet “Abbey Road” fra 1969 – med coveret, hvor McCartney går barfodet over gaden til studiet – og satte gang i spekulationer om hans død. Det blev ved spekulationerne.

Da Paul McCartney’s “Freshen Up Tour”, der kører frem til midten af sommeren 2019, ramte Royal Arena i november, var entré-priserne stadig skyhøje – på et helt andet niveau. Også på den front, er der sket meget de mellemliggende 46 år. De 15.000 i arenaen betalte, hver en entré på et sted mellem 700 og op til to tusinde kroner.

Sir Paul McCartney anno 2018 – på landevejen på 60. år – og serverer stadig ægte energi-rock’n roll og et fantastisk sceneshow.

Husker skam godt Forum 1972

Jeg var skam til koncerten i august 1972 og jeg husker den, som det var i går”, fortæller Per Borchsenius, 63, med begejstring i stemmen. “Jeg var lige startet på Tietgenskolens et-årige grundforløb i butikslinjen. Mon ikke en billet kostede i omegnen af 35 kroner. Jeg erindrer at billetten til Led Zeppelin den 4. maj året forinden kostede vilde 30 kroner, og det var mange penge for en lærling – og jeg er sikker på, at den opskruede pris holdt mange af de sædvanlige koncertgæster væk. Normalprisen for et godt udenlandsk navn lå i omegnen af 20 til 22 kroner.

“Red Rose Speedway”-albumet udkom et halvt år efter koncerten i Odense. Debutalbumet “Wild Life” solgte dårligt og ændrede de band-navnet til “Paul McCartney & Wings” for at få yderligere fokus på bandet – og arven efter Beatles. Mange mener, det efterfølgende album (også 1973) “Band on The Run” var Wings’ bedste. Senere kom “Venus and Mars”, “Wings at the Speed of Sound”, “London Town” og svanesangen “Back to the Egg” (1979).   

Per Borchsenius bemærker, at Wings-koncerten der på flere måder blev en mærkelig oplevelse. “Jeg var, som mange andre på den tid, stadig pikeret over at The Beatles havde opløst sig. Jeg var derfor ikke særlig euforisk, men tænkte, at projektet med Linda, Paul og Wings må være en intermezzo indtil alt blev godt igen i “Beatles Family”. Det skulle vise sig, at det blev ikke godt igen”.

Musiker og konservator Ole Beldgaard Larsen, husker, at han selvfølgelig var mødt op i trompetbukser og Beatles-støvler.

Det kostede vist 35 kroner at komme ind og det var dyrt, men jeg var til de fleste koncerter på den tid, også selv om det gik voldsomt ud over budgettet. Jeg spillede selv i rockband og skulle jo lære lidt af de berømte”.

For dem, som ikke kan huske setlisten, så kan bloggens særlige departement for retro-setlister afsløre, at Wings lagde ud med cover-numrene “Eat at Home” og “Smile Away”- og at koncerten blev rundet af med Little Richard-klassikeren “Long Tall Sally”, som også Elvis havde fingre i. Og som også var titlen på et Beatles-album fra 1964.

Wings var ikke noget nemt projekt

Historien om Wings startede bogstaveligt talt fra bunden. Fem musikere pakkede en varevogn med grej og slog plat eller krone om køreretningen – og de første måneder spillede de i universitets-kantiner, pubber og mindre spillesteder. Men da holdet startede i 1972 med at indspille albummet “Wild Life”, på under en uge iøvrigt, var Wings bogstaveligt talt flyvefærdig.

Men bandet var bestemt ikke noget nemt projekt, har McCartney siden indrømmet. Han havde som lederen svært ved at styre tøjlerne. Vel var der kommet styr på management og turné, men der var ballade på de indre linjer.  Samarbejdet var fra starten præget af uoverensstemmelser om bl.a. repertoiret – der var ofte udskiftning i bandet, hvor Paul, Linda og den tidligere Moody Blues-guitarist og -sanger Denny Laine dog forblev som fast fundament.

Et klenodie af en koncertplakat pryder Lørup’s endevæg. Salig Frank Steen, der i flere år drev værtshuset, fik plakaten af sin gode ven Steen Wittrock, som var medarrangør af koncerten. Festlige Frank Steen overtog i 1974 koncert-bureauet Danartist efter Steen Wittrock, der kort efter blev “manden bag” Brødrene Olsen.

Ikon, ekvilibrist og stilskaber og noget om Beatles 

Siden Poul McCartney´s  første optræden i Danmark, den 4. juni 1964, da han og Beatles gav to legendariske koncerter i KB Hallen, har legenden formået at forblive øverst på verdenstoppen.

Da den røde tråd i historien om de galoperende billetpriser, så skal det lige med, at de 4400, som stadig kan prale af, at de var til Beatles-koncert i KB Hallen, betalte et sted mellem 15 og 50 kroner pr. billet – bare fire år efter første kapitel i “The story of The Beatles” blev skrevet. Det var  i 1958, da John Lennon startede skifflebandet “The Quarry Men”, som en slags skoleorkester – opkaldt efter Quarry Bank High School i den store havneby Liverpool, hvor Lennon gik i skole. I en kort periode dannede Lennon og vennen Paul McCartney “The Silver Beatles” – og dér var navnet fluks opfundet. Og mens Paul tog sin yngre skolekammerat, George Harrison, med i bandet, så stillede Lennon med sin gode ven fra kunstskolen, Stuart Sutcliffe, som spillede bas. Han tog med til Hamburg, hvor han blev optaget på en anerkendt kunstskole. I april 1962 døde han bare 21 år – efter en hjerneblødning. Straks efter overtog Paul McCartney bassen.

Som mange andre britiske bands spillede de tidens hits, så godt som de kunne lytte tekst og akkorder af efter radioen eller plader. Musikgrupperne i Liverpool havde imidlertid yderligere en inspirationskilde, idet byens mange sømænd ofte hjembragte amerikanske plader fra rejsen over Atlanten – rhythm and blues og rock’n’roll.

Per Wium, The Beatles-ekspert, siger et sted, at ” bandet spillede i omegnen af 300 koncerter på Cavern Club  hjemme i Liverpool, så de blev uhyggeligt sammenspillede. Det var deres ufatteligt mange koncerter på Cavern i Liverpool og på klubberne i Hamborg, der gav medlemmerne en rutine, som gjorde dem gode i studiet”.

Rejsen til Hamburgs skumle forlystelseskvarter – med letlevende damer og bægerklang

Det skulle få historisk betydning, at en klubejer i Liverpool havde kontakt til skumle spille- og dansesteder i det berygtede forlystelseskvarter i Hamborg, som han forsynede med grupper. Da en af grupperne i august 1960 sprang fra, gav han af nød unge The Beatles jobbet. De spillede fire en halv time hver aften, ugens syv dage, fjorten uger i træk – på den lille bar ” The Indra Club”. Hyren var meget beskeden, indkvartering og sceneforhold kummerlige, men de har senere fortalt, at den erfaring og spillerutine som de opnåede ved Reeperbahn var uvurderlig. De blev nærmest tvunget til at udvide repertoiret, og det rå, støjende miljø tvang dem til at levere hårdtslående, rytmisk appellerende dansemusik og en livlig og medrivende sceneoptræden. Ud over Indra Club, spillede de kun i “Star Club” og “Kaiserkeller”, hvor klientellet hovedsaligt var sømand og letlevende damer.

The Beatles var kommet til verden, da teenagerne John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Pete Best og Stuart Sutcliffe mødtes til en havnefest hjemme i Liverpool, og en lang snak ved candyfloss-boden om musik og damer kulminerede da de blev enige om at starte et rock’n’roll band, de ville kalde The Beatles. Det lykkedes. To år senere overtog Richard Starkey alias Ringo Starr trommerne efter Pete Best, som sjovt nok var med til at starte Beatles 16. august 1960 – og han spillede sidste koncert med bandet 16,. august 1962.

De næste ti år rasede Beatles-feberen verden over. Efter lang tids kontroverser og rygter sluttede æraen endegyldigt, da Paul McCartney den 10. april 1970 officielt meddelte, at han trak sig fra det, der siden er tituleret som det mest indflydelsesrige rockband verden havde set – og stadig har set.

Still on the road

Nu 48 år efter Odense og 62 år efter havnefesten i Liverpool, har Paul McCartney rundet de 76, men alderen trykker ikke. Han er stadig on the road, hyperenergisk og idéudviklende inspirator. Med lidt flere sølvstænk i de gyldne lokker, tusindvis af koncerter, hundredevis af sange – samt flere end 40-50 albummer end dengang i Fyens Forum.

Apropos billetpriser og økonomi, så ligger musikeren og komponisten inde med en svimlende formue på næsten otte milliarder kroner – og topper dermed Sunday Times’ liste over de mest velhavende musikere i Storbritannien og Irland. Han er knap en milliard mere værd end nummer to på listen, musicalgiganten Andrew Lloyd Webber.

76-årige Paul McCartney er ikke blevet fattigere efter han giftede sig med amerikaneren Nancy Shevell,  en årsunge af en skønhed på 59, som er arving til en indbringende familievirksomhed i milliardstørrelsen.

På ægte britisk vis, så er rock-ikonet slået til ridder med retten til at kalde sig Sir – og fornylig var han endnu engang på Buckingham Palace, hvor dronning Elizabeth denne gang belønnede ham med ordenen ”Companion of Honour”.

Den eneste koncert på Fyn

Tilbage hvor vi startede – til Wings-koncerten i 1972 i Fyens Forum, der, skulle vise sig at være Paul McCartneys eneste på Fyn – må jeg gå ud fra. Koncerten var epokegørende, fordi den var den første seriøse  McCartney-produktion, siden opløsningen af The Beatles.

Paul McCartney and Wings var en af de ypperste bands, i den perlerække af bands som i 60’erne og 70’erne gav koncerter i Forums runde sal, hvor Hotel H.C. Andersen ligger i dag – der var blandt andre Ten Years After, Jethro Tull, Colosseum, Fleetwood Mac, John Mayall Bluesbreakers, Led Zeppelin, Dr. Hook, The Who, The Yardbirds, Led Zeppelin, Rolling Stones, The Kinks, Tommy Steele, Procol Harum, The Sweet, Deep Purple og Suzi Quatro. En sand stjerneparade af stjernenavne, hvoraf flere stadig er lyslevende – og som alle repræsenterede min ungdoms  sundtrack.

Tidsbillede i ord fra Yardbirds-koncet 1966

Det var attraktivt for spirende britiske bands at gi’ den en spand kul i den fynske udstillingshal med plads til 6.000 på en god aften. Historiens Hus’ fantastiske arkiv, omtaler en avis-reportage fra skærtorsdag 1966: “Det blev alt andet end en stille aften, da Yardsbirds leverede varen i Fyens Forum, selv om publikum havde svært ved at se musikerne for højtalere og forstærkere langs scenekanten. De hvinende piger på forreste række kunne nå helt op på scenen med armene, her er ingen sikkerhedsafstand. Fløjlsjakker, ruskindssko, ingen rygeforbud, Rock Nalle som publikum, tætpakket skrig og skrål. Høje højttalere på hjul kørt helt hen til scenekanten, scenebelysningen næsten fraværende”, konstaterede avisens svedige udsendte, der ikke kun brugte ørene, men også øjnene. Han noterede sig derimod ikke, hvem der spillede i The Yardbirds den aften, hvor Aarup-bandet The Baronets med en langhåret Lasse Helner, var blandt opvarmerne.

Derimod ligger det nogenlunde nagelfast, at de senere guitar-fænomener Eric Clapton, Jeff Beck Jimmy Page fik deres gennembrud i The Yardbirds, der gav koncerter med meget varierede besætninger. Clapton, der ikke spillede sammen med de to andre i gruppen, var med fra starten i 1963. Han gik ud i 1965 og blev erstattet af Beck. Året efter sluttede Page sig til gruppen, der stoppede i 1968. Men det er en helt anden historie.

 En fredag på Amager

Og al dette, “bare fordi” Sir Paul McCartney igen dukkede op – denne gang  igen i arenaen på Amager. Nu 76 år, still going strong, stadig legesyg med velbevaret musikalsk overskud til at levere et ædelt rockshow.

Og så lader jeg min gode kollega Malene Birkelund runde denne epistel af med at fortælle om sin nærmest glødende begejstring for legenden: “Jeg har været til mange gode koncerter, men jeg er aldrig nogensinde blevet rørt, som jeg blev det, til Paul McCartney-koncerten i Boxen i Herning for to år siden. Det er svært at sige, hvad det er han kan. Musikken fra Beatles, Wings og McCartney selv er jo underlægning til de flestes liv, men der er også noget med manden selv; hans uslukkelige begejstring og musikalitet. Dét er kunst”.

Og jo, Malene Birkelund var skam også til koncert i Royal Arena. Og hun er stadig glødende begejstret.

“Igen blev McCartney-koncerten en oplevelse for livet. Nogle rejser til Bali – andre tager til koncert med Sir Paul. Og billetten kostede vel nogenlunde det samme som et bedre weekendophold”.

 

 

 

Related Posts

Søndag den 2. oktober 1960 var en mærkelig dag, som jeg havde set frem til i årevis. Det kunne jeg...

Nogle gange er man let at forføre – f.eks. på slentretur op og ned ad Mindernes Boulevard. Bare et...

Det var i nittenfireoghalvfjerds, eller cirka der omkring, da jeg spang ud – som koncertarrangør....