By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Når den klassiske musical Cyrano med Sebastians musik næste sommer opføres på Nyborg Vold, så trækkes der slidstærke tråde 17 år tilbage til Odense Teater, som i 2002 havde drønende succes med franskmanden Edmond Rostads legendariske teaterstykke.

Da Nyborg Voldspils bestyrelse spurgte skuespiller og instruktør Jesper Dupont, 38, om han ville være interesseret i at lave forestillingen 2020, så sagde han “ja tak” på stedet – og var ikke i tvivl om, hvilken forestilling han ville vælge. Cyrano. Helt klart. Dén med ham med næsen.

Aftalen gik i orden for Dupont, der har brugt en stor del af sin ungdom på den smukke scene. Han instruerer og bearbejder manuskriptet, så det passer til volden.

“Cyrano, som stadig spiller på de store scener verden over, passer perfekt til Voldens store scene, fortæller Jesper Dupont, som senest fik forrygende succes med sit herligt skæve total-teater “H.C. hvem ?…” i Den fynske Landsby.

Wilton på udkik i byen  
Da Odense Teater skulle opføre Sebastians hitforestilling i 2002, gik instruktøren Kasper Wilton, som også var teaterchef, på udkik i byens gryende teatermiljø efter skuespillerspirer, til de mindre roller.

Cyrano en kæmpe udfordring for Nyborg Vold og Jesper Dupont.

“På det tidspunkt barslede jeg og min rigtig gode ven Michael Grønnemose med første udgave af John Doe Teatret, som havde til huse på Brandts Klædefabrik. Det var inden vi kom ind på skolerne. Vi kom begge med i Cyrano. Jeg spillede musketer, ingen særlig stor rolle, men forestillingen gjorde til gengæld et stort indtryk på mig. Det var en inspirerende oplevelse”.

“Jeg er ikke i tvivl om, at den optræden på Odense Teater er årsagen til, at Cyrano nu opføres på Volden”, siger Jesper Dupont, som især husker Anders Gjellerup-Kochs formidable præstation i titelrollen.
“Jeg var solgt til stanglakrids, og sagde til mig selv, at skulle jeg nogensinde få mulighed for det, så vil jeg sætte den op igen. Det får jeg mulighed for nu. Jeg er utroligt taknemmelig”.

Dupont er i fuld gang med Ronja
Lige nu styrer Jesper Dupont prøverne til Ronja Røverdatter, der har premiere på Slotsmøllen i Nyborg, fredag den 8. november.

Når der ellers er tid, så finder den visionære fynske teatermand det originale teatermanuskript frem, og bearbejder det, så forestillingen gøres til Voldens helt eget. Det sker i tæt samarbejde med den travle odenseanske koreograf Peter Friis, som bl.a. har stået bag koreografien til “Sanne – the musical”. Lige nu lader Peter Friis sin magiske fantasi sprudle på Odense Teaters juleforestilling “Snefald”.

Jesper Dupont kender scenen ud og ind. Han har haft sin sin gang på Volden, det meste af sine drenge- og ungdomsår.

Tilbage til Nyborg. “De store optrin i Cyrano passer perfekt til Voldens natursmukke scene. Fægtescenerne, den medrivende kormusik og de store følelser. Her er der plads og nå ja, højt til loftet”, forklarer Jesper Dupont med begejstring i stemmen.

Alle følelseslivets aspekter
Voldspillet indkalder til audition den 12. og 13. oktober.

“Vi får brug for mange medvirkende i alle aldersgrupper. Jeg tilføjer et stort scenekor, som kan skabe fylde i Sebastians storslåede sange. Naturligvis er den altoverskyggende hovedrolle, den vigtigste prik i spillet”.

“Jeg vil betegne Cyrano som en drømmerolle. Det er en fantastisk karakter, som giver mulighed for virkelig at blive udfordret og som kommer ud i alle aspekter i et menneskes følelsesliv. Hvis jeg ikke skulle instruere, er det sgu’ lige før jeg var gået efter den selv…”

 

 

 

 

 

Related Posts

Peter Rahbek sammen med sin far dagen før han forlader barndomshjemmet i Skjern – og flytter til...

“Tre eller fire af de talentfulde unge mennesker, vi arbejder med lige nu, kommer videre inden for...

“Billetsalget går helt fantastisk. Vi er lige nu over 1100 solgte billetter foran sidste år –...