By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

RecordPusheren, som notorisk ved alt om musik, tog luft ind og lignede en mand, som tænkte; “Det tror jeg altså ikke på John, for jeg har aldrig hørt at Stan Getz nogensinde skulle have spillet i Odense og slet ikke på et værtshus. Han var jo et verdensnavn!

Kender i det? At der ud af ingenting dukker et spørgsmål op på den indre nethinde. Et spørgsmål som kræver svar. Her og nu. Som nu forleden, da jeg hørte en flig af det gamle Elvis-hit “Always On My Mind” – og blev hængende. Elvis-versionen fra 72′ var iøvrigt kendingshymne ved fodbold-VM 2006 i Tyskland.

Nå, men den sentimentale countrysang var oprindeligt skrevet til 60’er-idolet Brenda Lee, hende med det høje hår, som sang den til et kæmpehit i 73′ – og ni år senere scorede Willie Nelson en Grammy for sin nærmest hulkende “Always On My Mind”. Og nu kommer sagens kerne. Nemlig Pet Shop Boys’ ikoniske pop-disco-version, fra 80’er-legendernes klassiske album “Introspektive” (1988) – det bare tredie af en lang række udspil. Den disco-sound-udgave med bas, laserstøj og hele pivtøjet, kørte uafladeligt inde i knolden og ville ikke

.. lidt af et fund, med Stan Getz – fra perioden, hvor mesteren havde Helsingør og Lyngby som base. Foto: John Borgkilde.

Nærmede sig ekstase
Kender I så det, at man befinder sig i noget nær ekstase for at finde den cd eller vinyl. Overbevist om, at mindst én af dem står hjemme i reolen og kun venter på, at blive lagt på den bedagene cd-afspiller – eller pladespilleren. Nogle må ha’ lusket dem i inderlommen. For ingen af dem dukkede op.

Opgav at ringe til en ven, men…
Kender I måske så det, at når sveddråberne begynder at melde sig og kapitulationen er nær, så kommer man i tanke om ven. Nej jeg ringer ikke, men jeg kender en fyr som hedder Bo, henne om hjørnet, som kan hjælpe. Det ved jeg.

Besat af en smule optimisme, og med synth-pop-mestrene Neil Tennant og Chris Lowe kørende i baghovedet, forlod jeg hyblen og styrede mod gården, ind gennem porten og så et halvt hundrede meter henne ad Overgade. Og ind i pladeshoppen til Bo Ellegaard, kvarterets altvidende Record-Pusher, hvor man sjældent går forgæves efter svar på “noget med musik”.

Midt i forvirringen havde jeg glemt titlen Fandme smart, tænkte jeg. Alligevel drister jeg mig til at spørge efter det Pet Shop Boys-album som har en version af en Elvis-evergreen, ” husker ikke titlen, men det er noget med of my mind…”. Da blev Bo helt stille: “of my mind…, siger han og klør sig under hagen. Det sker sjældent, han ikke har svar på rede hånd. Men disco er vist ikke pusherens spidskompetence. Men alligevel.

Tilbød at synge melodien, men…
Kender i så det, når man i afmagt tilbyder at synge eller i det mindste nynne melodien, indtil man opgiver, fordi et par tilsynelandende seriøse kunder i butikken nok ikke vil synes som det. Imens endevender Bo søgemaskinen på  online-skærmen.

Så skete det forunderlige, at synsfeltet styrede direkte ind i en stak “Stan Getz-Gilberto”-covere. Ganske pludseligt dukker Getz’ suveræne Desafinado op i mit indre øre, dén hvor hans silkebløde sexede sax leger sig gennem bossa nova-klassikeren i afdæmpet samspil med brasilianeren Joâo Gilbertos ekvilibristiske guitar. Pist væk var Pet Shop Boys.

Stan Getz intime koncert på Sophus, feb. 1977. T.h bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. De spillede sammen i mange sammenhænge. (Billedet er venligst udlånt af Stadsarkivet)

Det er dog lp’en med Getz og guitar-fænomenet Charlie Birds fantastiske udgave af Desafinado, jeg hører mest. Hvis da ingen har lånt den og glemt at levere den tilbage.
Bo havde lagt albummet med Getz og Gilberto frem, i anledning af, at bossa nova-pionéren Joao Gilberto døde få dage forinden, 88 år gammel.
Hvad var mere naturligt, end at falde i en sund snak om legendernes bagkatalog. Dødsfald starter ofte en god kloge-Aage-dialog. Selvfølgelig blev Bo mindet om, at jeg i tidernes morgen havde hørt Stan Getz i Odense – på jazzværtshuset Sophus Ferdinand. I februar 1977. Og tilføjede storsindet, at Getz var her med en trio med Alex Riel, trommer og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen – iøvrigt fra fødebyen Roskilde.

Han skulle da ha’ anekdoten
Da var det RecordPusheren tog luft ind og lignede en mand, som tænkte; at “det tror jeg altså ikke på John. Jeg har aldrig hørt at Stan Getz har spillet i Odense – og så på et værtshus”. Jeg supplerede med at fortælle, jeg husker den forrygende koncert. Jeg var ved at flytte til Odense, havde fået job på avisen og mødt en ung dame, Susanne, som jeg stadig ser. Jeg anede ikke om jeg ville blive her. Var byen noget for mig? Det kom an på en prøve – eller flere. Derfor tjekkede jeg Sophus af.

Nå, tilbage til pusheren. Jeg lod den seriøse kunde komme til og luskede i al stilhed hjem til arbejdshjørnet, hvor jeg panisk ledte efter dokumentationen for Getz’ optræden i salig Poul Jørgensens sagnomspundne jazzværtshus. Salig Poul blev senere Magasinets kunstneriske leder.

Den amerikanske trompetist Roy Eldridge for fuld udblæsning med den unge saxofonist Jesper Thilo. (Billedet udlånt af Stadsarkivet)

Ikke ret mange vidste Getz spillede
Dokumentationen fandt jeg hos stadsarkivar Johnny Wøllekær på Stadsarkivet – og mailede stolt “den rigtige historie” inklusive koncertfoto til Bo Ellegaard.
Ganske korrekt spillede Stan Getz på Sophus i februar 1977. Det husker jeg, fordi avisen ikke udkom i den periode. Typograferne havde nedlagt arbejdet i sympati med kolleger på Berlingeren. Derfor kunne koncerten ikke foromtales. Det var jo lang tid før de digitale medier blev  opfundet.
Så det var et sluttet selskab på et halvt hundrede feinschmeckere, og mig, som lyttede til verdensjazz dén minderige aften.

Da vi mødtes på halvvejen
Præcist samtidigt fik jeg en sms fra Bo Ellegaard, som havde fundet det efterlyste Pet Shop Boys-album,”Introspektive”. “Du kan bare komme forbi”, skrev han.
Derved mødtes pusheren og jeg på halvvejen med svar på hver vore spørgsmål.

Man går aldrig forgæves i Overgade.

Det skal da lige med, at jazzhuset Sophus Ferdinand fra 1974 til 1986 præsenterede en perlerække af koryfæer, som f.eks. Dizzy Gillespie, Lee Konitz, Horace Parlan, Eddie Lockjow Davis, Roy Eldridge – og Stan Getz. Når Sophus havde store solister på plakaten, skete det ofte, at lokale tealenter fik lov “at sidde ind” med stjernen – og fik en oplevelse for livet. Det gjorde blandt andre Lars Kjær, Ove Rex og Erik Hansen.

Mens verdensnavnene spillede på den intime scene, serverede bartenderen kolde Albani og Guld Tuborg, eller osse Kentucky Bourbon og cola – og dertil en humpel rugbrød med fedt og groft salt til en femmer. Det lå godt i maven – ud på natten.
Lige nu lægger jeg andægtigt vinylet med Stan Getz’ silkebløde bossa nova på pladetallerknen. Åndelig føde, der aldrig mætter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Peter Rahbek sammen med sin far dagen før han forlader barndomshjemmet i Skjern – og flytter til...

“Tre eller fire af de talentfulde unge mennesker, vi arbejder med lige nu, kommer videre inden for...

“Billetsalget går helt fantastisk. Vi er lige nu over 1100 solgte billetter foran sidste år –...