By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Soldatens bibel. Med instrukser, der ikke var til at misforstå. Flere var endda underskrevet Frederik R – Danmarks konge. 

Mandag den 2. januar 1967 var en underlig dag. Det var meget tidligt  om morgenen. Jeg tog rutebilen til Høvelte – ved Birkerød i Nordsjælland. Stod af ved vejen til Blovstrød og gik resten af vejen, langs øvelsesområdet, op til telegrafkasernens gule barakker.

Det var hundekoldt, meget mørkt og meget underligt. Hvad var det jeg stod foran mig. Jo tak, en kaserne…. men hvad ville de næste 14 måneder byde på. Jeg var skrækslagen. Jeg var jo igang med så meget andet – og dér stod så og ventede. Anede ikke hvad det var jeg ventede på. Det var grotesk.

På indkaldelsen fra Forsvaret stod der kort opg koncist; Der er mødetid klokken otte ved vagten – ud for hovedindgangen.

Under vejens eneste forblæste gadelygte, lige ved skilderhuset – overfor det uendelige øvelsesterræn, stod vi – en klynge mismodige unge mænd, som skuttede sig. De fleste pulsede nervøst på hver sin smøg. De sagde ikke ret meget.

I den tidlige morgenradioavis, jeg nåede at høre, fortalte de at den gamle cowboyhelt Ronald Reagan, på årets første dag var rykket ind på den politiske scene, valgt som guvernør i Californien. Selvfølgelig uden at ane, at han 13 år senere skulle blive Amerikas 40. præsident.

Fodboldstjernens kulturchok
Under gadelampen genkendte jeg den tidligere KB-fodboldspiller Leif Mortensen, som – fortalte han senere – kom direkte fra en bohéme-tilværelse som professionel i skotske FC Aberdeen, hvortil han var kommet fra SSC Udinese i Italien. Den morgen fik han et kolossalt kulturchok. Her var der ingen autografjægere, aggressive sportsjournalister eller unge kvinder, der bankede på hans dør. Som i Norditalien.

Ved vagtskiftet klokken otte sharp blev vi i den brogede flok råbt an af en brovtende oversergent, der bad os om at gå med ned til sovesalene – i rad og række forstås. Vi blev fordelt – otte mand på hver stue. Og fik tildelt seng og skab – og koldt vand i bruseren. Det bliver fjorten meget lange måneder, tænkte jeg. Igen og tegn. Jeg var rædselsslagen.

Vi blev anråbt om at rette os op og gå ordentligt. Stilen var lagt. Oversergenten der råbte højest, viste sig at. være Lars Kraus-Jensen, der i det virkelige liv, havde gjort sig bemærket som svømmer – bl.a. ved de olympiske lege i Tokyo 1964 – og han var med igen i 1968 ved OL i Mexico. Han var ikke stjerne i Høvelte – i vores øjne var han en modbydelig og hoverende mand.

Indgangen til kasernen. Kun hovedbygningen og de to små huse ved vagten står tilbage. Oppe over vagten residerede Tele Postens redaktør. 

Favnen fyldt med alt fra sløringsnet og feltkappe til hjelm
Derefter skulle vi, stadig i morgenmørket, gå i samlet trop, nu med en ny højtråbende befalingsmand, til udlevering af udrustning. Det var en surrealistisk oplevelse.

Med favnen fyldt med blandt andet grøngrå feltkapper, jakker, huer, benklæder, overtræksvanter, skjorter, underbukser, gevær og patroner, spisebestik og feltflaske, undertrøjer, brynje, sokker, snørestøvler, slips, skydevanter, hjelm, badetøfler, sløringsnet, kadaverskilt, felthåndklæder, regnfrakke, ørebeskytter, skulder- og livrem…kunne jeg ikke have mere.
Og så fik jeg at vide, at jeg inden for hegnet ikke vil blive tituleret John Borgkilde, men derimod som 742498 – eller slet og ret; 98′. Og når det tal blev råbt op, var det bare om at slå hælene i.

98’….. hverken mere eller mindre. Det kom jeg så til at hedde de næste 14 måneder – i kongens klæ’r.

En ny hverdag, et nyt liv og en ny måde at tænke på var begyndt – i stolte Sjællandske Telegrafregiment. Vi fik nemlig tudet ørene fulde over, at vi skulle være voldsomt stolte over, netop at være endt der.
De næste fire måneder som rekrudt, med masser af krudt…  gik med barsk og ubønhørlig fysisk træning, dag og nat. Vi blev kastet ud i øvelser i at bruge våben, i at blive vækket midt om natten – oftes intetvidende efter en god weeekend hjemme hos kæresten … og så råbt ellers rettere “skrålet” ud til pladsen. Vi blev bedt om at klar til natparade ti minutter senere – og til en godt 20 kilometers march med fuld oppakning. Hold da kæft…. det glade vanvid.

“Hvad skal det nu gøre godt for”, husker jeg, at jeg tænkte.

Og når vi ikke var på landevejen eller skydebanen eller i gaskammer (det var vi også med gasmaske), så blev vi drevet ud i en intenst meget tidlig morgen-undervisning i morse-kommunikation. Meningen var, at jeg skulle uddannes til at forsvare fædrelandet i tilfælde af krig – fjenden kunne dukke op alle steder, og hvornår som helst. Forlød det. Grotesk og surrealistisk, at jeg pludseligt så mig selv i spejlet iført ynkelig soldateruniform og skråhue.

Jeg anede ikke, hvad det gik ud på. Kun i store træk. Jeg havde jo stadig tankerne langt fra Høvelte.
Jeg frygtede, at jeg fra morgen til aften – nærmest i søvne – skulle sidde og morse. Alpha, bravo, charlie…. efter NATO-systemet. For at holde fjenden på afstand. Hold da helt op, hvor kedeligt.

Sjællandske Telegrafregiments gnisterende symbol, som sad i reversen og skulle pudset dagligt.

Gevær, pop-hits og en kongelig løftet pegefinger
Husker så tydeligt, at mens vi rekrutter stod i gangen ved stuerne og rensede geværets flere hundrede bittesmå dele, så drønede lyden fra kaserne-radioen ud af højttalerne, da en ung Jørgen Mylius præsenterede tidens hotte hits, som “Oh, oh What A Kiss” med Rocking Ghosts, ”Jeg har aldrig fået noget” med Defenders og Tom Jones med ”Green, Green Grass of Home”, Povl Dissings vanvittige fordanskning af en Shell Silverstein-sang “Der er 20 minutter igen…”, skønne ”Mellow Yellow” med Donovan… og så var der også et superhit med Lee Hazelwood og Nancy Sinatra og måske ikke mindst The Troggs med ”Any way That You Want Me”, der holder endnu. Husker dem alle, som det var i forgårs. Nogle glæder havde vi da….

Vi skulle altid ordne geværer inden vi en sjælden gang trådte af til weekend – og vi fik først lov til at gå, når geværet var i tiden. Det kunne befalingsmændene få meget tid til at gå med.

Ikke nok med det, hvis ham med de fire vinkler på skulderen synes, vi var for langhåret – midt i en Beatles-tid – så blev vi sendt til frisøren Birkerød, som. ekstraordinært åben – format blive klippet. Vi skulle gå eller tal bussen til Birkerød – og vende tilbage til kasernen , for at få godkendt frisuren – og var den ok, kunne vi allernådigst få lov til at ta’ på orlov i halvanden dag, som det hed. For vi skulle være tilbage søndag kl. 22. Og var vi ikke det, vankede der…..

Men tilbage til soldaten 98′. Den politiske situation ude i verden var særdeles ustabil, og vi fik vi noget nær dommedag banket ind under hjelmen. Faren lurede om hjørnet, lød det fra befalingsmændene. Den kolde krig eskalerede på den anden side af Østersøen og Vietnam-krigen havde ingen styr på.
Det var os, på en mark nord for Birkerød, der skulle bringe landet i stabilitet. Noget af en opgave.

Soldatens bibel – Soldaterbogen
Jeg tror, at først da vi fik den røde bog “Hærkommandoens soldaterbog”, forærende, gik alvoren for alvor op for os rekrutter.
Jeg betragtede den lille pamflet som soldatens bibel – som indeholdt flere løftede pegefingre – og vi var altså midt i den kolde krig. Ikke langt fra Høvelte.
“Åbenmundethed om militære emner og forhold, kan være farligt for landet. Fremmede magter kan også i fredstid være interesseret i at vide mere”, stod der med fede typer. “Husk altid, selv efter hjemsendelsen, den militære tavshedspligt” og ”Tavshed – fjenden lytter”. Eller den her: “Husk, at selv det mindste ord kan give fjenden den manglende brik i mosaikken”. 

Vi var mange, som mentalt var i syv sind. For hvad måtte vi egentligt sige og ikke sige – især når vi kom uden for kaserne-hegnet. De endeløse udredninger og forklaring i den røde bog om sagens alvor, var skam underskrevet af landets konge, Frederik R. (Under Vor kongelige Hånd og Segl).

I bil ud til opgaverne
Takket være min hang til skriveriet, slap for at være “rigtig basse”, så efter fire måneders rekruttid, blev jeg udnævnt til redaktør af regimentets soldaterblad “Tele Posten”. En betroet opgave, som gav mig ret til at beslaglægge regimentets kontor og skrivemaskine på 1. sal over vagtstuen og ”spjældet”. Ligesom jeg havde pligt til at uddele morgenaviser til officersmesserne bog regimentschefen – men jeg kunne til gengæld ikke slippe for til at tage én månedlig nattevagt – med kampuniform og skarpladt gevær i området.

Som redaktør skulle jeg skrive, redigere og layoute et regimentsblad på 32 til 48 sider, der udkom én gang om måneden. Jeg overvågede desuden ombrydningen på et trykkeri i Havdrup ved Køge. En ordonnans (privatchauffør) kørte mig ud til opgaverne i regimentets brune Ford Zephyr. Telegrafens øverste chef, oberst A.V. Hinsch var ansvarlig chefredaktør. 

Jeg blev afhentet ved bopælen i Holte og kørt hjem igen efter udført dåd – ofte efter mellemlanding på et københavnsk vandingssted. Dengang var det normalt, at se unge mænd i bybilledet iført uniform.

Alle med tjeneste i forsvaret, skulle gå med et såkaldt kadaverskilt om halsen. Identisk med en todelt metalplade med navn og blodtype – på den måde kunne soldaten identificeres, hvis han skulle falde i krig. Så blev den nederste del brækket af til registrering. Barske perspektiver.

Jubilæum og Moliére
Hvorfor kommer jeg så i tanke om det kapitel i mit livs eventyr? Fordi det skete for præcist 50 år siden.

Altså et kuriøst jubilæum i mit lille krigeriske univers. 14 aldeles ligegyldige måneder i uniform, der var årsag til, at jeg udsatte flere seriøse planer om job og videreuddannelse. 

Men også fordi Odense Teater for et år siden spillede Moliéres forrygende lystspil “Den indbildte syge” – fyldt med forviklinger, intriger og forklædninger. Og nu bliver det indviklet. For det er dér, hvor Moliére stiller det klassiske spørgsmål “hvem narrer hvem?”.

Meget apropos soldatertiden i Høvelte, så spurgte Moliére drillende; “Kan man være så bange for at leve livet, at man lige så godt kunne være død?”

Til trods for den påståede kamp for fædrelandet, når man iførte sig uniformen, så afskyede jeg fundamentalt at rende rundt med et skarpladt gevær – for hvis nu fjenden kom, så…  vist sagde obersten altid i sine taler, at med et godt og veluddannet forsvar, kunne skabte man fred her til lands.

Vist havde jeg da lært at bruge gevær. Og ramme plet. Det var ikke spor sjovt og sigte efter skydeskiven og lege det er et menneske – liggende og stående. Jeg gik skam også rundt i gasfyldt lokale iført reglementeret gasmaske – og jeg kunne gå balancegang på en 20 centimeter bred bjælke, fem meter over eksecérpladsens plæne. Hold da helt kæft, hvor var jeg bange for at falde ned.

Kasernen var location for 13 lystspil-film, fortrinsvis Soldaterkammerater. Her tager sergenten (Dirch Passer) imod nogle basser med en ordentlige bjørn på. T.h. Klaus Pagh.

Og så ud på militærmanøvre…
Traditionen tro rundede regimentet soldaternes rekruttid af med en ugelang realistisk manøvre, hvor vi skulle assistere fodfolket ude i felten. En manøvre med deltagelse af andre bataljoner – her skulle vores lærdom stå sin prøve.

Alt, vi havde lært i hundreder timer ved morseapparaterne, skulle stå sin prøve. Det handlede om at vinde. For der var masser af prestige i sådan en militærmanøvre. Især blandt befalingsmændene. Det var noget med skyttegrave og taktiske fif i al slags vejr – og noget med at ligne en løbende busk. Vi telegrafsoldater skulle via taktik, snilde, teknik og kodeord følge og overvåge fjenden – og så kommunikere slagets gang videre til vores egne folk.
Jeg var rædselsslagen og forudså med dunkende hjerte, at en krig med mig som deltager, ville ende i kaos og i ragnarok.

Nu flere end 50 år senere, sender jeg en uforbeholden undskyldning til den tids forsvarsminister Erik Ninn-Hansen (K) og hans departement. Sandheden er nemlig, at jeg aldrig nåede rigtig ud i felten – og blev rigtig beskudt.

Vores krig, eller efterårsøvelse som de kaldet det, skulle begynde mandag morgen klokken 8 – så skulle vi i hundredevis stå klar i rækker og geled med fuld udrustning, løs krudt og nypudsede støvler.
Indrømmet. Jeg nåede aldrig at stille op under gadelampens skær – ved hovedindgangen. Det beklager jeg dybt.  

Blev sløj og utilpas
Da jeg i weekenden forinden besøgte min farmor og farfar hjemme i Roskilde, fik jeg det mærkeligt min krop. Og i løbet af søndagen rystede jeg over hele kroppen – det gjorde jeg altså. Jeg fik åndedrætsbesvær, nervøs maveonde og koldsved på panden. Måske noget i retning af en form for influenza. Eller Roskilde-syge. Må det være.
Jeg var hunderæd for den manøvre. Bare tanken gjorde min veltrimmede krop ….. rystende nervøs.  

Samtidigt mente jeg i mit dybeste indre, at det ville være helt urimeligt, at jeg stillede op til bulder og brag i fuld krigsmaling for at lege krig – i en iskold og dyngvåd nordsjællandsk grøftekant – i kamp om status og hæder.

Foto til Søndags BT’s fotograf Per Pejlstrups modereportage på Tele Postens redaktion, med spionage og military look som rød tråd med modellerne Aase Daily t.h.og Grete Røndorf. De skakspillende soldater, der glemmer alt om hemmelige papirer, er menig 98 (Borgkilde) og Jørgen Koefoed. 

Så sløj og utilpas henvendte jeg mig på Roskilde Kasernes infirmeri, der var bemandet med en pensioneret sygeplejerske og en militærlæge af reserven – med tilsynspligt. 

Den søde sygeplejerske åndede lettet op, da jeg svedig og med blakkede øjne mødte op med røde kinder og rystende hænder. Seneste patient var udskrevet et par dage forinden.

Ingen patienter og hendes job vil være i fare. Hun tog min temperatur, der ganske vist ikke var alarmerende, men  mente dog, at jeg ville have bedst af ro og pleje – nogle dage. Det gav jeg hende ret i. Nu havde damen igen en rigtig soldat, at passe og pleje.

”Åh, Gud ske lov”, tænkte jeg under den lune infirmeri-dyne og spurgte, hvordan regimentet ville få besked. ”Det skal jeg nok klare”, svarede hun  og jeg hørte, hun ringede til Høvelte og fortalte om mit akutte sygdomstilfælde.

Efter tre dage med kolde omslag, varm vælling og kærlige hænder, dukkede lægen op, mens jeg var ved at skrive en freelance-historie til BT på sygeplejerskens skrivemaskine. Så var det gode miner til slet spil på et splitsekund.

Hvilede ud under manøvren
Lægen tog pulsen. “Den er fin, du jo ser frisk ud, så vi kan vist godt sende 98 hjem”, lød lægens råd. 

“Åh nej. Det er en dårlig idé. Det vil være for risikabelt”, fastslog sygeplejersken med alvor i stemmen. 

“Nå, men så bliver 98 her resten af ugen, så han kan blive helt rask”, konkluderede lægen og forsvandt ud i bylivet. Både jeg og sygeplejersken åndede lettede op.

Da jeg nogle dage senere frisk og fro vendte tilbage til regimentet var “krigen” overstået. Det viste sig, at regimentet klarede sig fint uden mig.

Nu var jeg klar til nye militære opgaver.

Ved ikke hvorfor, men jeg husker klart, at jeg også dengang kom i tanke om Moliéres lystspil  “Den indbildte syge”. 

Den tanke har jeg holdt for mig selv lige siden. Men i anledning af jubilæet skulle det altså frem.

———–

Den indbildte syge i kongens klæ’r 
Det var moderne engang i efterkrigstidens første årtier, at fortælle sine sjove og alvorlige “soldaterhistorier” – til bl.a. familiesammenkomster. Sy’e sy’e syge… nu skal onkel John fortælle.
Nej det har aldrig ligget mig på sinde, at fortælle vidt og bredt om min glorværdige soldatertid dengang – i 1967-68. Der er ikke mange, jeg sket ingen … i min omgangskreds… som ved, jeg har været 14 måderne i Kongens Klær. Lige bortset fra dem, som har læst historien på min blog. 
Den periode var sjovt nok lykkeligt glemt allerede dagen efter hjemsendelsen fra Sjællandske Telegrafregiment i Høvelte, fredag den 28. februar 1968. En mærkelig dag iøvrigt,
Husker det så tydeligt, at alle råbte og skreg som gale, da obersten – efter at have rost vores store indsats – råbte; “soldater…. træææææd af”.
Da sagde jeg ingen ting. Stod bare og gloede ud i den frostklare nordsjællandske luft og tænkte; Hvad Fanden skal du nu ud og lave – nu.
Nå, men det fandt jeg ud af, da jeg kom til mig selv nogle dage senere. Jeg skulle skrive….det blev Politiken, BT og der var en avis, som jeg blev bedt om at starte op.  Hjemme i Roskilde.
Livet skulle gå videre – uden gevær og revolverjournalistik iøvrigt.   
Men ud over et forsinket 50 års jubilæum, som kunne have været et alibi til festlig markering, så er komedieforfatteren Moliére velsagtens også en væsentlig årsag til mit livs militære revival.
For ham Moliére, som også var et mærkeligt, men genialt menneske, levede modsat mig, et kort og tragisk liv. Han var syg af tuberkulose og spillede alligevel teater. Han spillede hovedrollen i sin egen Den indbildt syge og døde kort efter premieren. Han besvimede på scenen og døde nogle timer senere i sit hjem i Paris, den 17. februar 1673 – bare 51 år gammel. En smukkere død kan man da ikke ønske sig.
Jeg overlevede min egen krig – i Høvelte. Som underligt nok blev springbrættet til et langt, begivenhedsrigt og (for)undetligt liv. Især i pressens smukke og duftende urtehave.
Ja tak. Jeg var skal ung i 60’erne. Og ved I hvad? De var sgu’ ikke kedelig de 60’ere … trods de fjorten groteske måneder på vand og brød – bag hegnet i Høvelte.
Dem ville jeg vel, når alt kommer til alt, ikke have været foruden. Næh….jeg vil sgu’ ej.

 

Related Posts

Peter Rahbek sammen med sin far dagen før han forlader barndomshjemmet i Skjern – og flytter til...

“Tre eller fire af de talentfulde unge mennesker, vi arbejder med lige nu, kommer videre inden for...

“Billetsalget går helt fantastisk. Vi er lige nu over 1100 solgte billetter foran sidste år –...